SanseNarkoman

Jeg drømmer altid om blod.

Jeg drømmer om varme tykke dråber der render over min hud og om blomster der bløder rødt fra deres stilke.

Jeg drømmer om blod fra næse og mund og også fra øjne.

Jeg drømmer om badekar fyldt til randen af det klistrede røde stads.

Hele min tankegang omhandler blod og hvad det gør ved mig.

Når jeg vågner er jeg altid indhyllet i en form for blodrus, jeg er fyldt med tanker om farven, smagen og varmen det bringer.

Metalsmagen i min mund er umiskendelig og jeg har tit en voldsom kvalme efter disse drømme. Ikke fordi de skræmmer mig. Det gør de i hvert fald ikke mere.

Kvalmen er midlertiddig og bliver altid fulgt af en sult så stærk at jeg ikke kan overvinde den. Sulten. Den æder mig op. Jeg kan ikke ignorere den når den først har vist sit ansigt. Sit vandskabte og udsyrede ansigt.

Mit rum, hvor jeg altid vågner op, er ikke stort. Jeg har ikke brug for pladsen. Jeg har ikke brug for materielle goder, som fjernsyn, sofa, seng eller køleskab.

Mit rum er mørkt. Her var engang et vindue, men det forsvandt. Jeg kan end ikke huske hvor det var placeret i rummet, eller hvor stort det var.

Jeg husker kun svagt hvordan det aften på aften blev dækket med mere og mere blod for tilsidst at forsvinde i én stor sårskårpe.

Jeg sover på en lille bunke af rådne, blodige og forrevede klude, fra mennesker der har været i mit rum, men som ikke er her mere.

Jeg nyder duften af det indtørrede blod, eller duften af levende der stadig hænger fast i tøjet, som den hænger fast i alt hvad mennesket kommer i kontakt med.

Når jeg vågner, mærker jeg hundrede hjerter slå. Jeg hører blod på vild fart igennem tusinde og atter tusinde blodåre.

Og når jeg snuser ind kan jeg fornemme livet omkring mig.

Jeg kan mærke vibrationer i jorden, fra mennesker der timer forinden har passeret mit sted, jeg kan endda føle hvor de har været og hvor de er på vej hen.

Jeg kalder det selv for at være super sensetiv, ligesom at jeg kalder blod for vin og kød for brød.

Jeg ved at jeg ikke er menneskelig, mere ved jeg ikke.

De fleste ville nok katagorisere mig under betegnelsen Blodsuger, eller endda Vampyr, men det er jeg ikke. og jeg hader at blive sadt i forbindelse med dem.

Jeg har samme blodslyst, og samme rå energiske skønhed som man så ofte ser Vampyre besidde i hollywood-horror.

Men jeg er som sagt ikke vampyr. Jeg er noget andet.

Noget meget mere grusomt. Jeg eksisterer. Jeg er ægte.

Jeg er død. Det er jeg fuldt ud sikker på. Jeg mener, man kan jo ikke tage fejl af sin egen død.

Jeg husker min dødsdag som var det sket tidligere i dag.

Jeg glemmer aldrig smerten, blodet og ordene der gjorde dagen uforglemmelig og dog enormt fjern.

Jeg glemmer aldrig kvinden der sang for mig imens at livet forlod mig. Hendes blide toner der med en latinsk tekst lokkede døden uden om mit væsen.

Jeg mærkede ham strejfe mig, Jeg mærkede hans lumske og utiltalende væsen omslutte mig og jeg mærkede hvordan han trak i mit ´Jeg`.

Jeg skriver nu alt dette ned, og det skal blive min sidste handling på denne jord.