Kan du huske

Kan du huske hvordan vi kunne ligge i timevis
uden at ytre et eneste ord til hinanden?
Vi havde ikke brug for ord, du og jeg, men når vi
brugte dem talte vi om livets mysterier, mirakler
og begyndelsen på alt det vi mennesker opfatter
som Livet.
Kan du huske den eftermiddag vi tilbragte på den
solbeskinnede kirkegård? Du brugte uanede og
enorme mængder energi på at forklarer mig
hvordan du syntes at verden hænger sammen.
Når vi hang ud, følte jeg mig sikker. Som mig selv.
I dine arme kunne jeg uden angst trække vejret og
betragte verden omkring os med fornyet objektivitet.
Kan du huske den aften på Woodstock, værtshuset?
Du drak Cola imens jeg drak mig stiv. Du passede
på min ryg. Du, min slanke klippe.
Kan du huske når vi lå i hængekøjen på altanen,
med en dele-Joint, og en pose bajere ved vores
side? Den Københavnske Nattehimmel bredte
sig ud over os, imens at stjernerne bifaldt vores
forenede status. Du og jeg.
Kan du huske de første ord du sagde til mig?
Kan du huske da du lod den brune elastik
glide over mit håndled, med løftet om at den altid
ville holde mig tæt til jorden?
Vi to skulle være. Det var os imod alle andre.
Men vi fik aldrig begyndt, før end at det hele var slut..