Sind af mig

O Sind af mig
Hvor blev din fornuft af?
kast mig baglæns
ud i rummet og tilbage
igen, med lysets hast.

O Sind af mig
Hvor kan man dig finde?
Pil mig op og sy
Mig korrekt sammen
igen, med tyvens list.


O Sind af mig
Kommer du mon igen?
Varm mine gryder
op så de min mad
igen kan koge.

Opdaget

Mændene drejede rundt, de havde helt sikkert hørt ham nyse.

Han var opdaget, og nu kunne end ikke mørket redde ham fra hans forestående skæbne.
Med rystende hænder rejste han sig fra sit skjul.

Kan du huske

Kan du huske hvordan vi kunne ligge i timevis
uden at ytre et eneste ord til hinanden?
Vi havde ikke brug for ord, du og jeg, men når vi
brugte dem talte vi om livets mysterier, mirakler
og begyndelsen på alt det vi mennesker opfatter
som Livet.
Kan du huske den eftermiddag vi tilbragte på den
solbeskinnede kirkegård? Du brugte uanede og
enorme mængder energi på at forklarer mig
hvordan du syntes at verden hænger sammen.
Når vi hang ud, følte jeg mig sikker. Som mig selv.
I dine arme kunne jeg uden angst trække vejret og
betragte verden omkring os med fornyet objektivitet.
Kan du huske den aften på Woodstock, værtshuset?
Du drak Cola imens jeg drak mig stiv. Du passede
på min ryg. Du, min slanke klippe.
Kan du huske når vi lå i hængekøjen på altanen,
med en dele-Joint, og en pose bajere ved vores
side? Den Københavnske Nattehimmel bredte
sig ud over os, imens at stjernerne bifaldt vores
forenede status. Du og jeg.
Kan du huske de første ord du sagde til mig?
Kan du huske da du lod den brune elastik
glide over mit håndled, med løftet om at den altid
ville holde mig tæt til jorden?
Vi to skulle være. Det var os imod alle andre.
Men vi fik aldrig begyndt, før end at det hele var slut..

Intet svar

Intet svar.

Han overvejede muligheden for at han bare tog en middagslur. At alt var som det skulle være.
Men efter endnu et forgæves opkald lagde han røret på og forlod telefonboksen.
Regnen var barsk og vinden var taget til. Han frøs ikke, selvom at årstiderne nu lakkede mod vinter.
Han mærkede ikke andet end frustation og nervøsitet over hvad han ville finde når han nåede frem til lejligheden.
En hvid bil kørte forbi i langsomt tempo, bag rettet sad en bred mand med et lille sort firkantet overskæg, ved hans side en rund kone iført blomstret kjole og et stramt udseende i ansigtet. I hænderne havde hun et kort over byen som hun studerede nøje.
De drejede af ved lyskrydset hvor telefonboksen stod. Han fulgte dem med øjnene til de var ude af syne og gik så over vejen i retning af en sort meget gammel bil.
Gadelygterne svingede frejdigt i vinden og blev genspejlet i de mange vandpytter regnen efterhånden havde dannet. Hele tiden bllev de brudt af dråber, der i kaskader blev kastet ned fra himmelen, så det i sandhed mindede om et mindre festfyrværkeri.
Han trak op i sin trøje og fiskede sin revolver op af bæltet. Han brugte skæftet til at slå hul på ruden.


Ingen alarm. Præcis som han havde forventet. Han åbnede døren og kastede sig selv ned på bilsædet med albuen først så han kunne tage skærmen under rattet af. Han kylede den ud i regnen og skar med sin hobbykniv de to startkapler over og forbandt dem på tværs. Bilen startede uden vrøvl.
Han satte sig op, smækkede døren og smed revolveren på passagersædet.
Da han langsomt rullede igennem regnen ned af den affolkede gade åbnede han det lille handskerum hvor en lille skarp pære tændte pr. automatik.
Her lå en masse sugerør og servietter fra Mcdonalds, et par solbriller og en halvpose vingummi.
Han tog solbrillerne og smed revolveren ind og lukkede, så lyset fra bilen igen kun omfattede de lyskegler forlygterne kastede på vejen foran ham.

Diamanten

Besejret vendte han om i døråbningen og med tunge skridt bevægede han sig ned ad den neon-oplyste grå gang, med de golde beton vægge der til tider synes at ville ham ondt.
Kvalmen vældede op i ham. Han kunne ikke tro hvad han havde set.
Lugten af rådenskab sad stadig dybt begravet et sted i hans næsebor.
Han bemærkede skridt på gangen bag sig og vidste med ét at hun var fulgt efter ham.
Men hun gjorde ham ikke opmæksom på sin tilstedeværelse. Løb ikke for at indhente ham.
Hun fulgte ham blot tavs for ikke at vække hans vrede. Det vidste han.
Når det kom til stykket vidste han alt for meget om hende. Det var derfor han ikke havde dræbt hende med det samme.
Hvad hun lige havde gjort i lejligheden kunne han ikke tilgive hende for. Men han kunne ikke skyde hende. Gøre hende kold. Så ville hele helvede bryde løs. Alt for mange magtfulde og farlige folk holdt af hende. Hun Var i sig selv farlig at holde af.

Katatoni

En form for katatoni omslutter mit væsen

Det gør mig ude af stand til at tænke, ude af stand til at være.
Jeg får fortiden i nakken, i rykvise stød.
Råber og skriger af smerte.

Når min verden bryder sammen omkring mig
kan jeg mærke dens kolde, golde egne, et sted i mit indre.
Jeg får kuldegysninger, mærker mig selv.
Råber på frihed og held.

Utålmodighed

Hans fingre trommede let på armlænet.

Utålmodigheden rullede ind over ham,
og han kunne mærke rynkerne i sin pande
stramme. Regnen hamrede voldsomt på
det store panoramavindue til højre for ham.
Ilden buldrede i pejsen og det fugtige træ
Spruttede. Han greb igen om den grønne

flaske rødvin, og hev korkproppen op med et

vaneligt snuptag. Vinen var blevet varm af

pejsens vulgære varmeudladning der nu igen

havde fyldt rummet.

sveden drev over hans pande på samme måde

som regnen gjorde det på vinduet.

Han rejste sig. Stadig med vinflasken i højre hånd.

Nu gad han ikke vente længere.

Udleveret

Kaffekoppen splintrede i fjæset på hende.

Smerten kunne ses i hendes kropssprog.
Han grinede af hendes ansigt da hun igen
vendte blikket imod ham.
Store brændemærker dækkede hendes nu meget opkogte fjæs.
Hun spyttede stadig blod efter hans syngende lussing.
Hun havde forrådt dem alle. Hun havde givet fjenden de præcise kordinater
for deres opholdssted. De var forabte. Og hun havde skylden.

SanseNarkoman

Jeg drømmer altid om blod.

Jeg drømmer om varme tykke dråber der render over min hud og om blomster der bløder rødt fra deres stilke.

Jeg drømmer om blod fra næse og mund og også fra øjne.

Jeg drømmer om badekar fyldt til randen af det klistrede røde stads.

Hele min tankegang omhandler blod og hvad det gør ved mig.

Når jeg vågner er jeg altid indhyllet i en form for blodrus, jeg er fyldt med tanker om farven, smagen og varmen det bringer.

Metalsmagen i min mund er umiskendelig og jeg har tit en voldsom kvalme efter disse drømme. Ikke fordi de skræmmer mig. Det gør de i hvert fald ikke mere.

Kvalmen er midlertiddig og bliver altid fulgt af en sult så stærk at jeg ikke kan overvinde den. Sulten. Den æder mig op. Jeg kan ikke ignorere den når den først har vist sit ansigt. Sit vandskabte og udsyrede ansigt.

Mit rum, hvor jeg altid vågner op, er ikke stort. Jeg har ikke brug for pladsen. Jeg har ikke brug for materielle goder, som fjernsyn, sofa, seng eller køleskab.

Mit rum er mørkt. Her var engang et vindue, men det forsvandt. Jeg kan end ikke huske hvor det var placeret i rummet, eller hvor stort det var.

Jeg husker kun svagt hvordan det aften på aften blev dækket med mere og mere blod for tilsidst at forsvinde i én stor sårskårpe.

Jeg sover på en lille bunke af rådne, blodige og forrevede klude, fra mennesker der har været i mit rum, men som ikke er her mere.

Jeg nyder duften af det indtørrede blod, eller duften af levende der stadig hænger fast i tøjet, som den hænger fast i alt hvad mennesket kommer i kontakt med.

Når jeg vågner, mærker jeg hundrede hjerter slå. Jeg hører blod på vild fart igennem tusinde og atter tusinde blodåre.

Og når jeg snuser ind kan jeg fornemme livet omkring mig.

Jeg kan mærke vibrationer i jorden, fra mennesker der timer forinden har passeret mit sted, jeg kan endda føle hvor de har været og hvor de er på vej hen.

Jeg kalder det selv for at være super sensetiv, ligesom at jeg kalder blod for vin og kød for brød.

Jeg ved at jeg ikke er menneskelig, mere ved jeg ikke.

De fleste ville nok katagorisere mig under betegnelsen Blodsuger, eller endda Vampyr, men det er jeg ikke. og jeg hader at blive sadt i forbindelse med dem.

Jeg har samme blodslyst, og samme rå energiske skønhed som man så ofte ser Vampyre besidde i hollywood-horror.

Men jeg er som sagt ikke vampyr. Jeg er noget andet.

Noget meget mere grusomt. Jeg eksisterer. Jeg er ægte.

Jeg er død. Det er jeg fuldt ud sikker på. Jeg mener, man kan jo ikke tage fejl af sin egen død.

Jeg husker min dødsdag som var det sket tidligere i dag.

Jeg glemmer aldrig smerten, blodet og ordene der gjorde dagen uforglemmelig og dog enormt fjern.

Jeg glemmer aldrig kvinden der sang for mig imens at livet forlod mig. Hendes blide toner der med en latinsk tekst lokkede døden uden om mit væsen.

Jeg mærkede ham strejfe mig, Jeg mærkede hans lumske og utiltalende væsen omslutte mig og jeg mærkede hvordan han trak i mit ´Jeg`.

Jeg skriver nu alt dette ned, og det skal blive min sidste handling på denne jord.

Det var højre fod.

Han kastede sig i frit fald, ud

af vinduet. Gardinet hang fast 

i hans fod og blev revet af sine

hægter. Vinden susede

omkring ham og regnen sprang

ham i hovedet, med forbløffende

tæthed.