Intet svar

Intet svar.

Han overvejede muligheden for at han bare tog en middagslur. At alt var som det skulle være.
Men efter endnu et forgæves opkald lagde han røret på og forlod telefonboksen.
Regnen var barsk og vinden var taget til. Han frøs ikke, selvom at årstiderne nu lakkede mod vinter.
Han mærkede ikke andet end frustation og nervøsitet over hvad han ville finde når han nåede frem til lejligheden.
En hvid bil kørte forbi i langsomt tempo, bag rettet sad en bred mand med et lille sort firkantet overskæg, ved hans side en rund kone iført blomstret kjole og et stramt udseende i ansigtet. I hænderne havde hun et kort over byen som hun studerede nøje.
De drejede af ved lyskrydset hvor telefonboksen stod. Han fulgte dem med øjnene til de var ude af syne og gik så over vejen i retning af en sort meget gammel bil.
Gadelygterne svingede frejdigt i vinden og blev genspejlet i de mange vandpytter regnen efterhånden havde dannet. Hele tiden bllev de brudt af dråber, der i kaskader blev kastet ned fra himmelen, så det i sandhed mindede om et mindre festfyrværkeri.
Han trak op i sin trøje og fiskede sin revolver op af bæltet. Han brugte skæftet til at slå hul på ruden.


Ingen alarm. Præcis som han havde forventet. Han åbnede døren og kastede sig selv ned på bilsædet med albuen først så han kunne tage skærmen under rattet af. Han kylede den ud i regnen og skar med sin hobbykniv de to startkapler over og forbandt dem på tværs. Bilen startede uden vrøvl.
Han satte sig op, smækkede døren og smed revolveren på passagersædet.
Da han langsomt rullede igennem regnen ned af den affolkede gade åbnede han det lille handskerum hvor en lille skarp pære tændte pr. automatik.
Her lå en masse sugerør og servietter fra Mcdonalds, et par solbriller og en halvpose vingummi.
Han tog solbrillerne og smed revolveren ind og lukkede, så lyset fra bilen igen kun omfattede de lyskegler forlygterne kastede på vejen foran ham.